Hvornår er en krone mest værd? Psykiatritopmøde 2017

Du kan stadig nå at melde dig til Psykiatritopmødet den 7. oktober, der holdes på Skt. Annæ Gymnasium. Temaet for årets Psykiatritopmøde er ’Valgfrihed – hvem vælger for dig?’

Psykiatritopmødet blander sig i år den internationale debat om, hvordan samfundet bedst anvender sine ressourcer til at støtte mennesker i at komme videre i livet, når fx en psykisk krise har stukket en kæp i hjulet.

Temaet til Psykiatritopmødet er i år “choice & control,” det engelske udtryk for en simpel men vidtrækkende praksis, der handler om, at give psykisk sårbare større selvbestemmelse, ved at give den enkelte et personligt budget til selv at identificere og prioritere hvilken støtte der er mest brug for i hverdagen.

Choice & control” er blevet centralt i bl.a. England og Australien som en del af omstillingen til at støtte mennesker i at komme sig. Samtidig har der været et ønske om en større grad af personalisering af støtten til mennesker med psykiske vanskeligheder. Personaliseringen knytter sig til en rettighedsbaseret tilgang, der handler om at sikre, at flere psykisk sårbare deltager i samfundslivet, lever i egen bolig og har større selvbestemmelse. Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet er beskyttet i FNs handicapkonvention, der også omfatter mennesker med længerevarende psykiske lidelser.

Personlige budgetter – som er et centralt tema på Psykiatritopmødet – er et konkret udtryk for personaliseringen af støtten til mennesker med psykiske vanskeligheder;

Personalisation emphasizes greater individual control of the resources and supports needed to enable people to participate as equal citizens and pursue their own ambitions and aspirations rather than those determined for them by services and professionals (PMSU, 2005; ODI, 2008).” (ImROC).
Personlige budgetter fungerer i praksis sådan, at der til forskellige former for problemstillinger bevilges et beløb til at købe støtte for, som kan anvendes i samråd med en vejleder eller kontaktperson. Personalisering i høj grad har sin oprindelse på handicapområdet, men personlige budgetter anvendes på sundhedsområdet, ældreområdet, beskæftigelsesområdet og mange andre steder.

Læs mere om årets psykatritopmøde

Det virker

Undersøgelser fra fx ImROC, viser at personlige budgetter har skabt “øget tilfredshed og livskvalitet for en bred række borgere med forskellige udfordringer – samtidig med at der er en mere effektiv anvendelse af ressourcer” (samme kilde som v. citat). Det samme går igen i andre undersøgelser og meget tyder på at personlige budgetter fungerer.

Eksemplerne på at folk vælger andre former for støtte i hverdagen er også talrige. Det kan fx være ved at bruge sit personlige budget til at købe sig en hund eller melde sig ind i en idrætsklub. Begge er eksempler på valg, der bringer dig tættere på det almindelige hverdagsliv og i kontakt med andre mennesker, fremfor den traditionelle rehabiliterende tilgang der trods alle gode intentioner har haft en tendens til at lave særlige tilbud adskilt fra resten af samfundslivet.

Indtil videre tyder en del også på, at mennesker tager andre valg når de selv kan bestemme, end når man forsøger at skrue de rigtige tilbud sammen ud fra en traditionel faglig tilgang. En undersøgelse fra det engelske sundhedsvæsen fandt, at borgerne brugte 80% af deres personlige budget udenfor de traditionelle tilbud til psykisk sårbare, hvor det traditionelt er 80% af midlerne, der anvendes på de offentlige tilbud.

Det er dog vigtigt at huske, at når man rammes af psykiske kriser/psykisk sygdom/psykiske vanskeligheder (vælg selv hvad du vil kalde det – det er sådan set temaet) – er det en tilstand præget af stor usikkerhed, smerte og tvivl. Det er en situation, hvor det vil være komplekst – for ikke at sige temmelig rædselsvækkende – for mange selv at skulle sammensætte deres rehabiliteringsforløb – hvorfor det fortsat er vigtigt at få god støtte fra andre med viden og erfaringer med, hvad der gør en forskel.

Derudover er der det grundlæggende spørgsmål om, hvornår en krone er mest værd. En del forsøg med personlige budgetter på fx beskæftigelsesområdet, handler også om at 50.000 kroner, der kan bruges til det man selv vurdere er nødvendigt og meningsfuldt for at komme i job, er mange penge. Men 50.000 kroner er ikke mange penge for en forvaltning. Så hvor er en krone mest værd?

Der er mange meninger om personlige budgetter – men skal man diskutere gevinsten, er man nødt til at gøre det som en del af en større sammenhæng. For personlige budgetter handler egentlig ikke om fx at sætte borgeren fri af snærende bånd. De handler om at øge menneskers selvbestemmelse og gøre det muligt at gå nye veje, hvor det er muligt for den enkelte at binde forskellige former for støtte sammen så de giver mere mening i en kompleks situation. Det har nemlig vist sig at recovery – det at mennesker kan komme sig af alvorlige psykiske vanskeligheder – er en kompleks og uforudsigelig størrelse, hvor det, der gør en kæmpe forskel for den ene, ikke nødvendigvis betyder så meget for en anden.

En sådan kompleksitet er næsten umulig at rumme for en kommune eller region, der har brug for en vis ensartethed i de tilbud og rettigheder borgerne har. Alle der har arbejdet i større organisationer ved også, at det til tider er vanskeligt at gøre det, der er brug for, præcis når der er brug for det – ligesom det kan være vanskeligt at følge med i hvad der er af tilbud udenfor ens egen dør.

Ved at give borgerne personlige budgetter kan den enkelte borger anvende forskellige tilbud fleksibelt og sammenhængende ud fra sine egne aktuelle behov. Det er en sammenhæng, der har vist sig stort set umulig at skabe gennem lovgivning, sundhedsaftaler m.m, eller som regionsdirektør Adam Wolf har sagt; “Central styring er håbløs.” Ved at give pengene til borgerne, er håbet at sammenhængen skabes af den enkelte.

Samtidig lyder personlige budgetter næsten for godt til at være sandt. Kan alting virkelig løses så simpelt? Erfaringerne i fx England peger da også på masser af faldgruber, lige fra at det er en skjult spareøvelse, til at der tilbydes en form for “McDonalds”-aktiviteter, som er sjove og billige, men som ikke gør nogen særlig forskel i forhold til den enkeltes livskvalitet og fortsatte recoveryproces.

Den helt tunge kritik er strukturel. Det er en kritik der handler om, at recovery og personalization – fx i form af  personlige budgetter – ansvarliggør den enkelte borger for sin recoveryproces i urimelig grad. På engelsk kaldes denne udvikling “responsibilization” og går på, at selv hvis man ønsker at komme sig, kan der være forhold som ensomhed, arbejdsløshed, fattigdom m.m. som er udenfor den enkeltes kontrol, og som gør det vanskeligt at komme sig.

Selvfølgelig kan et samfund af uansvarliggjorte mennesker ikke fungere, og på den anden side fungerer det heller ikke, hvis man lader systemer havde det fulde ansvar for borgerne. Hvad der er den rette balance, er en gammel diskussion. Recovery har imidlertid rykket ved balancen mellem borger og system og skabt en forventning fra de offentlige systemer om, at den enkelte gør noget (=mere) for at få det bedre. Det ses i fx Region Hovedstadens Psykiatri deltagelsesstrategi fra 2014, hvor det fremgår, at “hvis et menneske med psykisk sygdom skal komme sig, skal han eller hun have arbejdshandskerne på og selv deltage og tage medansvar for recoveryprocessen.”

Det er sådan set meningsfuldt. Andre kan hjælpe til, men i sidste ende skal man selv være med for at komme sig. Men man kan spørge sig selv: hvis borgeren har et større ansvar, har de systemer som samfundet bruger ressourcer på at drive, herunder behandlingspsykiatrien og de psykosociale indsatser, så et mindre ansvar? Eller er der tale om et andet og delt ansvar?

Rettighedstilgangen, som personlige budgetter er vokset ud af, er meget tydelig: Et psykosocialt handicap skabes af barrierer i omgivelserne – det er formuleret således i FNs handicapkonvention;

handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre

Konkret kan ansvarliggørelse være et problem, hvis fx uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser m.m. ikke udviser rimelig tilpasning, således at det er muligt for mennesker at genoptage en meningsfuld hverdag efter en psykisk krise. Dette kan fx være at man er ung og har behov for en indlæggelse og efterfølgende en timeout engang imellem. Det er uddannelserne som regel ikke gearet til, hvilket kan føre til at man må droppe ud, og ender med færre livsmuligheder og måske heller ikke synderlig lykkelig – også selvom man har gjort sit bedste.

Her er personlige budgetter en mulighed for at det enkelte menneske kan bevare sin handlekraft og selvbestemmelse. Men for at sætte det på spidsen, er det stadig uafklaret, at hvis man har brugt sit personlige budget uden at komme sig, om man så kan klage til nogen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *