Vi kommer til at samskabe mere – men om hvad?

BAGGRUNDSARTIKEL: SAMSKABELSE

Samskabelse er fra flere sider blevet udråbt som en ny og nødvendig måde at samarbejde på i velfærdssamfundet. For de fleste er det dog stadig lidt uklart, hvad samskabelse er, og hvad der kan komme ud af det.

Forskning peger på at samskabelse kan reducere økonomiske omkostninger, styrke fællesskabet og skabe større tilfredshed med offentlige tilbud hos borgerne. Men samskabelse tildeler også nye roller til alle der er med. Derfor kræver samskabelse opmærksomhed og dialog for at lykkes. Her finder du en gennemgang af teorien bag samskabelse og nogle af de tendenser der gør, at der er kommet fokus på det.

Af Klavs Serup Rasmussen og Signe Tronier

Samskabelse er i bund og grund blot et ord for samarbejdet mellem nogle i og udenfor en organisation. Men begrebet bruges oftest om et samarbejde mellem offentlige aktører og borgere.

I disse år er der voksende politiske interesse for samskabelse, og mange kommuner har sat samskabelse som et strategisk mål, hvilket betyder at plejehjem, jobcentre, daginstitutioner og mange andre offentlige aktører nu skal samskabe (mere) med borgerne.

Samtidig kan det være uklart, hvornår der er tale om ”rigtig” samskabelse og hvad man kan forvente at samskabelse skaber. Det betyder, at ordet bruges til lidt af hvert, men lige så bred brugen af ordet samskabelse er, lige så dyb er den grundlæggende ændring som samskabelse afspejler i fordelingen af opgaver, roller og ansvar mellem det offentlige og borgerne.

Fra offentlig side stammer det voksende fokus på samskabelse i høj grad et meget konkret behov for at gentænke de traditionelle velfærdsydelser og relationen mellem offentlige indsatser og borgerne. Det skyldes dels, at befolkningens behov vokser på bl.a. ældre, sundheds- og socialområdet konstant. Den anden del af det handler om erfaringerne fra de seneste 30 år, hvor det har vist sig, at jo bedre Velfærdssamfundet blev til at løse borgernes problemer – jo mere afhængig er borgerne blevet af Velfærdssamfundet. Også selvom det modsatte var intentionen.

Samskabelse er ligesom brugerinddragelse et forsøg fra det offentlige, på at invitere borgerne med til at medskabe løsningerne og – forhåbentlig også – at disse løsninger ikke (kun) udfolder sig langt inde i maven på det offentlige.

Undersøgelser viser samtidig, at foreninger og civilsamfundsorganisationer endnu ikke har helt den samme interesse i at samskabe. Konkret sker samskabelse derfor ofte mellem konkrete dele af en kommune, boligforeninger, lokale grupperinger og  lokale borgere.

Med andre ord er samskabelse en konkret betegnelse for en måde at samarbejde på – der endnu er under udvikling – og samtidig en del af en bredere tendens, som beskrives meget godt i Socialstyrelsens publikation ”Partnerskaber og samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet” fra 2016; ”private organisationer og civilsamfundet (kan) supplere de kommunale indsatser som centrale samarbejdspartnere, fordi de blandt andet kan bygge bro til deltagelse og netværk i lokalsamfundet.

Den teoretiske forståelse

For at blive klogere på samskabelse er det relevant at trække på arbejdet af Elinor Ostrom og Victor Pestoff, der er centrale forskere på feltet. Den amerikanske økonom Elinor Ostrom var i 70’erne den første, der begyndte at interessere sig for, hvad der kan opnås, når offentlige myndigheder inddrager et lokalsamfund i at løse nye opgaver.

Ved at give borgerne en mere aktiv rolle i at udforme offentlige opgaver og deltage i løsningen af dem, viste Elinor Ostroms forskning, at gevinsten ved samskabelse ofte er ”much greater” end generelt antaget, og især i de situationer, hvor der er et ”considerable” input fra borgerne.

Samlet peger forskningen på, at samskabelse har potentialet til at reducere økonomiske omkostninger, styrke fællesskaber og øge borgernes tilfredshed med alt fra børnehaver, plejehjem og psykiatriske afdelinger.

Men det er ikke gevinster, der opstår uden at kræve noget af de involverede parter. Dels fordi man som borger står anderledes i et samskabende samfund, når man har et medansvar for hvad der sker. Og fordi det er anderledes at være offentlig medarbejder med ansvaret for en opgave, når opgaven løftes i samarbejde med borgerne.

Relationer ændrer sig når man arbejder tættere sammen. Når man samskaber i en region, kommune, boligområde eller i en anden sammenhæng – vil de forskellige aktører lære hinanden bedre at kende, skulle dele opgaver og udvikle en samarbejdsform, der er hensigtsmæssig – og anderledes end før, hvor de fleste offentlige beslutninger gik gennem politikerne.

Derfor er forskningen også optaget af, hvem der bestemmer at der skal samskabes, samt om alle bestemmer lige meget. Og hvad gør man, hvis man ikke er enige. Mange af diskussionerne om samskabelse, handler derfor om at sikre gode rammer for samarbejdet (download Frivilligrådets publikation “Gode rammer for samskabelse“)

Især Victor Pestoff, der er født i USA men bor i Sverige, har arbejdet med spørgsmålet om, hvad der sker, når samskabelse giver borgerne et større ansvar for at løfte opgaver for fællesskabet. Pestoff ser i samskabelse potentialet til at give borgerne større indflydelse på alt fra børnehaver, hospitaler, biblioteker m.m. – og dermed skabe en større grad af demokratisk indflydelse på hvad samfundets ressourcer bruges til.

Samskabelse i teorien

Elinor Ostrom siger at samskabelse sjældent sker spontant – uden at nogen sætter det på dagsordenen. For at mennesker og organisationer skal prioritere samskabelse, skal der være en gevinst, der er meningsfuld nok til at man vil prioritere at bruge tid og ressourcer på at involvere sig i samskabelse.

For det offentlige kan gevinsten ved samskabelse handle om mange ting. Lige fra et ønske om at effektivisere opgaver til at udvikle nye indsatser, der i højere grad leverer hvad borgerne efterspørger. Det ene udelukker ikke det andet.

Når samskabelse fungerer bedst er den mest direkte gevinst for borgerne, at der er mere af det som borgerne har brug for. Som fx akuthjælpere, hvor frivillige uddannes i førstehjælp i områder med lang transporttid for ambulancer.

Det sted hvor forskningen er mest uklar, er mht. det, der til daglig kaldes civilsamfundet. Altså foreningerne, NGO’erne og alle mulige organisationer, der ikke er offentlige og heller ikke virksomheder. I praksis har det vist sig, at interessen fra civilsamfundet for samskabelse ikke lige så udtalt som det offentliges.

Når det offentlige taler om samskabelse og civilsamfund, handler det i praksis ofte om at koble frivillige på, der hvor man ikke selv har mulighed for at gøre noget, eller hvor man vurderer, at det er hensigtsmæssigt at løse en opgave på en ny måde. Men selvom det i praksis ofte vil være civilsamfundsorganisationerne der har viden, ekspertise og ressourcer i lokalsamfundet, kan forskningen ikke pege tydeligt på, hvorfor civilsamfundet skulle ønske at samskabe. Det er en væsentlig udfordring, som der skal findes en god vej gennem, således at det er meningsfuldt for alle at samskabe, men pt kan forskningen kan ikke pege på, at samskabelse bidrager med flere medlemmer i civilsamfundet, flere  ressourcer eller styrkelse af ens egen mission. De gevinster, der beskrives for civilsamfundet, er mere diffuse i form af en styrkelse af lokale fællesskaber og et tættere samarbejde med offentlige aktører.

I sidste ende kan det betyde, at det offentlige ønsker samskabelse, men at civilsamfundet hverken stiller med frivillige eller fællesskaber.

Betyder fællesskaber noget?

De fællesskaber vi kender fra hverdagen – i fodboldklubben, foreningen eller onlinefællesskabet – bygger på noget at mødes om. De bygger på tillid til hinanden og en form for fælles normer. Sammen skaber disse byggesten fællesskaber, og for at forstå værdien af fællesskaber bruges begrebet ”social kapital.”

Der findes forskellige forståelser af social kapital, men arbejder man med samskabelse vil man ofte trække på Robert D. Putnam, der ser på, hvordan mennesker får adgang til nogle ressourcer, der udspringer af fællesskabet, ved at indgå i sociale relationer. Således er social kapital en reel ressource både for den enkelte og for samfundet.

Udbredelsen og styrken af fællleskaber har med andre ord en meget konkret betydning for, hvordan samfundet fungerer og hvordan vi mennesker har det i hverdagen. Det er indlysende, men netop fællesskaber er noget af, som er vanskeligt at skabe som offentlig aktør.

Det har betydet, at i mange situationer, hvor en borger har haft brug for støtte, har der været en vej ind i en form for støtte fra det offentlige – men ikke lige så mange veje tilbage til de fællesskaber vi har brug for, og som opstår mellem mennesker, men som ikke kan ”gøres” af en offentlig indsats (se artiklen).

De fleste teoretikere er enige om, at samskabelse i høj grad bidrager til at styrke den sociale kapital for de samskabende parter. Derved kan samskabelse bidrage til at skabe og styrke meningsfulde fællesskaber i et samarbejde mellem offentlige aktører og borgere.

Gevinsten for civilsamfundet ved samskabelse skulle derfor gerne være flere betydningsfuldre fællesskaber som flere har mulighed for at være en del af. Om det giver stærkere foreninger, med flere tilbud og flere aktive medlemmer, er endnu uafklaret. Lige som det er uafklaret, hvordan det offentlige vil investere i at styrke betydningsfulde fællesskaber udenfor sine egne indsatser.

Alt i alt

Elinor Ostrom og Victor Pestoff er enige om at samskabelse kan være en værdiskabende og relevant samarbejdsform mellem offentlige aktører og borgerne. Samtidig indebærer samskabelse en involvering af borgerne, som går videre end den traditionelle borgerrolle – både som deltager i processen og som den der i sidste ende modtager offentlige velfærdsydelser. Især Victor Pestoff peger på, at beslutningsretten derfor må fordeles på en anden måde når man samskaber, end ved mere traditionelle samarbejder, hvor den offentlig indsats er en service der tilbydes borgerne.

Det er vigtigt at huske på, at samskabelse dukket op som et bud på at løse en række komplekse udfordringer, der skal findes en løsning på. Måske går det ikke så galt som formanden for Socialpolitisk Forening Knud Aarup frygter, når han siger at Velfærdssamfundet er inde i en dødsspiral. Men det er reelt, at der er brug for at finde nye veje at gå. Ikke kun fordi der er et økonomisk pres, men også fordi – som Knud Aarup påpeger – at der er brug for at finde andre svar end dem man fandt for 20 år siden. Ensomhed er fx en voksende udfordring for mange mennesker og er lige så farligt som både rygning og alkoholisme.

Men hvis ansvar det er, når et menneske er ensomt? Er det kun det enkelte menneskes, når det sker for mange mennesker? Og hvem kan i sidste ende bedst gøre noget? Det er spørgsmål som det, der er ligger bag manges motivation for at samskabe.

“Loneliness kills. It’s as powerful as smoking or alcoholism.”
— Robert Waldinger

Samskabelse rummer mange udviklingstendenser og mange muligheder. Det er grundlæggende blot et ord for et tæt og forpligtigende samarbejde mellem det offentlige og borgerne om problemer der er svære at løse hver for sig. Samtidig rummer samskabrelse spørgsmålet om, hvem der har beslutningsretten, og på sigt hvordan fællesskabets ressourcer – som vi betaler over skatten – bedst fordeles, hvis det en dag viser sig, at civilsamfundet løser nogle opgaver bedre.

Der kan være en tendens til at tro at samskabelse har været et buzzword, og snart forsvinder. Men selvom samskabelse som ord måske forsvinder, er bevægelsen som samskabelse er en del af, er kun lige begyndt. Ser man på brugerinddragelse, medborgerskab, recovery og meget mere er retningen helt tydelig: Borgerne kommer til at skulle løse mere med hinanden, i stedet for at overlade det til det offentlige når noget ikke fungerer.


Hjemmesiden ingferfair rummer nyttig viden om samskabelse:

Artiklen om samskabelse af skrevet af Klavs Serup Rasmussen og Signe Tronier, på baggrund af en gennemgang af central litteratur på området. Artiklen udtrykker forfatternes egne holdninger.

Læs mere:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *