Hvorfor peers er så vigtige i forhold til dobbeltdiagnosen

Dobbeltdiagnoseaspektet blandt patienter i psykiatrien, er et uhyre komplekst emne uden enkle løsninger, fordi at der er så mange områder i personens egen recoveryproces, der skal arbejdes med, før at personen selv kan opnå følelsen af et leve et tilfredsstillende liv.

Særligt har det tværsektorielle samarbejde indenfor psykiatrien, kommunerne og misbrugscentrene været en mange – årig udfordring. Som for patienterne, har ført til at de er faldet imellem de to famøse stole i behandlingssystemet. På den ene side er de for aktive i deres misbrug til at gavne af traditionel psykoterapi, men samtidig er de for psykisk ustabile til at man har kunnet give dem traditionel misbrugsbehandling.

Foto: Lisbeth Holten

Af Rico Jacobsen, peermedarbejder i satspuljeprojektet ”Peers som brobyggere”

Dobbeltdiagnose betyder i al sin enkelthed et individ med en psykisk lidelse og et sideløbende misbrug. Jeg har været et af de individer. Hele mit liv har været viklet ind i og omkring psykisk sygdom med dertilhørende misbrug.

Jeg er vokset op med en misbrugende forælder. Igennem de seneste 12 år har jeg skullet kæmpe mod min egen dobbelt diagnose. Jeg var en svingdørs patient der faldt imellem disse to stole. Jeg må ærligt erkende, at jeg selv havde mistet al tiltro og håb for behandlingssystemet. Og igennem de seneste 8 år, har jeg erfaret hvordan det er at være pårørende, når ens nærmeste forsvinder i deres misbrug og deres psykiske lidelse.

Mit virke som peermedarbejder i dag, har dog tændt for min tiltro og mit håb for behandlingssystemet igen. Og den er nu større end nogensinde før. Jeg tror virkelig på at der er en ny fremtid i vente for de patienter der er ramt af dobbeltdiagnosen. Fordi jeg ser at nye tiltag vinder mere og mere frem i behandlingssystemet, og at tidligere brugere af psykiatrien bliver inddraget langt mere end nogensinde før.

Tiltag som den koordinerende indsatsplan. Et tiltag der arbejder på at blive en integreret del af behandlingssystemet. Den koordinerende indsatsplan understøtter langt mere effektivt, patientens helt egen personlige recovery proces, fordi at den samler alle relevante parter for personens behandling ved ét bord. Fra de kommunale instanser til psykiatrien, misbrugscentrene, pårørende etc. Ved at samle alle disse mennesker ved et bord, danner man sig et øjeblikkeligt overblik over hvad den gældende patient har brug for af behandling og understøttende tiltag, men vigtigst af alt – hvad patienten selv kan stille op i sin proces. Man udvider i virkeligheden fokus fra den kliniske recovery, ud til menneskets hele recovery proces.

Endnu et af de nyere tiltag, som der har vundet ind særligt de sidste år, er brugen af peermedarbejdere eller recovery mentorer. Man har i mange år set hvor effektivt det er at implementere disse tidligere psykiatribrugere, til at understøtte patienterne indenfor psykiatrien. Særligt indenfor misbrugsområdet har dette været brugt og med stor effekt.

Peers er tidligere brugere af behandlingssystemet, som har gennemgået deres egen recovery proces. Og er nået dertil hvor de er i stand til at bruge deres erfaringer som reelle kompetencer der kan hjælpe andre videre

I min optik er en peermedarbejder med dobbeltdiagnoseerfaringer et vitalt supplement for en patient med en psykisk lidelse og sideløbende misbrugs recovery, på en helt særlig måde grundet flere faktorer:

Forståelsen:
Disse peers har en fundamental forståelse med sig, for den kultur som der hersker blandt misbrugere, og de indbyggede sociale koder der er at finde i det miljø. En indgroet forståelse der indebærer alt fra, hvordan man agerer blandt hinanden, hvordan man navigerer i det miljø og hvordan man tilpasser sig det liv.

Forståelsen og erfaringen kombineret hos en peer, avler en naturlig situationsfornemmelse. Med denne situationsfornemmelse, menes der at de formår at se ind bag facaden hos personen de arbejder med, og kan ofte give det nødvendige ”skub” som der skal til for at patienten selv indser at en ændring i deres adfærd kan være livsnødvendig.

”Jeg husker selv hvordan jeg i mine aktive år som misbruger, forsøgte at drukne alt det der gjorde ondt med alkohol. Uden at vide, at jeg i forsøget på at dulme én følelse, endte ud med at lamme hele følelseslivet indeni. Det resulterede i at jeg som misbruger, fuldstændig mistede kontakten til mig selv som menneske. Jeg mistede forbindelsen til mig selv og følte mig fortabt i en endeløs tåge. Stadig stående op, men på ingen måde i live. Uden denne forbindelse til mig selv, var jeg nødsaget til at tilpasse mig livet, tilpasse mig selv ind i de miljøer jeg færdes i. Jeg kørte nonstop livet på autopilot, og forsøgte egentligt bare at overleve. Jeg ændrede mig radikalt i forsøget på at passe ind. Fra mit kropssprog, adfærd, udtale, alle disse aspekter der skaber vores personlighed, forsøgte jeg desperat kunstigt at fremstille. Hvad der dog kom bag på mig, var at denne evne til at tilpasse mig. Denne analytiske metode jeg fandt frem til dengang ift. andre mennesker, skulle vise sig at være et af de bedste værktøjer i min funktion som peermedarbejder. Denne metode er nu i dag en velset kompetence – nemlig min situationsfornemmelse.”

Respekten & anerkendelsen:
I og med at peermedarbejderne har haft lignende oplevelser inde på livet, ligger der i dem en dyb respekt for de situationer en dobbeltdiagnose kan kæmpe med.

”I mit eget virke som peermedarbejder, føler jeg at det har øget min empatiske evne, netop at jeg selv har været lignende steder eller kæmpet lignende kampe. Fordi jeg evner at fornemme og anerkende sorgen, vreden, skylden, skammen, og den drypvise glæde over de små sejre, på en helt særlig måde. En måde jeg ikke havde været i stand til uden mine egne erfaringer”

Troværdigheden:
Det absolutte fundament en peer-medarbejder arbejder ud fra, er ubenægteligt deres egne erfaringer indenfor psykiatrien, systemet som det nu er indrettet, samt deres erfaringer indenfor disse særlige miljøer, misbrugsmiljøet i denne sammenhæng. Dette giver peers en hel unik troværdighed overfor de patienter som de arbejder sammen med, på tværs af alle diagnoser, alle symptomer sågar reaktioner.

Men denne troværdighed er uhyre vigtig, i arbejdet med dobbeltdiagnose patienterne. Fordi at mange patienter har oplevelsen af at blive kastet rundt i systemet, uden at føle sig hørt eller forstået. Som resultat deraf har mange derfor mistet al tiltro til behandlingssystemet. Det er særligt dér at peers kan træde ind, med deres unikke troværdighed. For de kan fortælle personen med en særlig vægt bag ordene, at uanset hvor håbløst det hele ser ud nu, så er der en vej ud for alle. Men at det er op til én selv at finde sin egen vej videre. De har et virke som bærere af håb, i og med at de selv har gennemgået deres egen recovery proces, og har lært at bruge deres egen fortælling konstruktiv ift. de patienter de arbejder med.

Ved at kombinere forståelsen, respekten, anerkendelsen og troværdigheden, har disse peers en helt særlig måde hvorpå de kan arbejde sammen med patienten om et af de allervigtigste aspekter når det kommer til en persons misbrug. Nemlig personens helt egen og dybtliggende motivation. Det vil sige at motivationen kan til dels ligge i at patienten kan se at man skal finde sin egen vej ud, og til dels håbet i at se peers som er lykkes i at komme sig.

For uden personens egen motivation, drivkraften til at skyde dem i gang, og holde dem i gang, vil ethvert tiltag af behandling o.l. sjældent have nogen stor form for effekt. De er nemlig nødt til at investere sig selv helhjertet i det kolossale arbejde det er. Når man skal have orden på misbruget, men samtidig også finde ud af hvilke udfordringer de ellers står overfor ift. deres psykiske sygdom. For at de en dag kan føle at de lever et tilfredsstillende liv og stadig balancere mellem symptomer, trang og det almene liv.


Læs mere om Peers som brobyggere – Peer-projektet i Region Sjælland, der gennemføres som en del af det landsdækkende Peer-støtte initiativ under Socialstyrelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *